Højesteret har i modsætning til både Tinglysningsretten og Vestre Landsret fastslået, at en ejerforening lovligt kan eksistere på tværs af matrikelskel.
Sagen omhandler en ejerforening beliggende på tre matrikler, som blev opdelt i 1970’erne og samtidig blev der tinglyst en særvedtægt for foreningen. I 2024 vedtog ejerforeningen en ny særvedtægt med kvalificeret flertal i overensstemmelse med den eksisterende vedtægt og forsøgte at få den nye vedtægt tinglyst.
Tinglysningsretten afviste tinglysningen med den begrundelse, at en ejerforening ikke kunne bestå af flere matrikler. Ejerforeningen skulle derfor ifølge Tinglysningsretten dokumentere, at den nye vedtægt var vedtaget med kvalificeret flertal for hver matrikel, og ikke blot med ét samlet flertal i foreningen som helhed.
Vestre Landsret stadfæstede Tinglysningsrettens afgørelse.
Uenighed mellem instanserne
Højesteret henviste til, at ejerforeningen var ejerlejlighedsopdelt i 1970’erne og i den forbindelse tinglystes en særvedtægt på hver af ejerlejlighedernes ejendomsblad, hvoraf det fremgik, at samtlige ejere af ejerlejlighederne i ejendommene på de tre matrikler skulle være medlem af ejerforeningen og foreningen skulle administrere alle fælles anliggender for ejerlejlighederne. Højesteret lagde vægt på, at ejerlejlighederne i de tre matriklers ejendomme siden opdelingen således havde været administreret i en fælles ejerforening.
På den baggrund vurderede Højesteret, at hverken ejerlejlighedsloven eller dens forarbejder er til hinder for, at en ejerforening kan bestå af ejerlejligheder på flere matrikler, når dette er tinglyst i forbindelse med den oprindelige opdeling.
Afgørelsen betyder, at de omkring 15 % af landets ejerforeninger, som er etableret på tværs af matrikler, ånde lette op og fortsat administreres som én samlet forening. Der er ifølge Højesteret intet til hinder for at støtte ret på den fælles ejerforenings særvedtægt, og dermed træffe beslutninger overordnet, fremfor på hver matrikel.
