Alle fotos i artiklen er taget af Majken Friborg, formand for E/F Hvidovrevang.
Det kan være en stor opgave at drive en ejerforening med 240 lejligheder, hvor store vedligeholdelsesprojekter står i kø. I ejerforeningen Hvidovrevang i Hvidovre har bestyrelsen bevist, at man sagtens kan renovere facader, etablere altaner, udskifte vinduer og forny varmecentralen, samtidig med at de prioriterer projekter, der gør en aktiv indsats for den lokale biodiversitet. Foreningen formår at balancere den nødvendige bygningsvedligeholdelse med visioner, som skaber glæde for både beboere, naturen og lokalområdet.
Store renoveringer med styr på økonomien

Når bygninger skal fremtidssikres, kræver det overblik, ekspertise og store investeringer. E/F Hvidovrevang er en ældre ejendom, der igennem årene har gennemført en række markante forbedringer. Senest er det blevet facadernes tur. Fugerne fræses ud og udskiftes. Sammen med vinduerne, der blev udskiftet for nogle år siden, er det med til at optimere energiforbruget og forbedre indeklimaet. Den nye varmecentral har samtidigt sikret et langt mere effektivt og driftssikkert varmesystem.
For at komme trygt i mål med de mange projekter har foreningen allieret sig med forskellige byggerådgivere og DEAS’ byggetekniske afdeling. På facadeprojektet hjælper DEAS f.eks. med byggesagsadministration, hvilket bl.a. indebærer styring af økonomi og tidsplaner. Disse projekter beskytter ejendommens værdi og reducerer CO2e-aftrykket markant på den lange bane.
Plads til det vilde liv

E/F Hvidovrevangs bestyrelse er fyldt med stærke frivillige kræfter, der har kunnet prioritere andre opgaver, imens DEAS har været inde over de projekter, som skulle renoveres ifølge vedligeholdelsesplanen. Sideløbende med de tunge byggeprojekter har E/F Hvidovrevang haft blikket stift rettet mod foreningens grønne arealer. I stedet for traditionelle, stringente bede og kortklippede plæner, har foreningen valgt at tænke i biodiversitet.
Efter altan-etableringen, hvor de traditionelle bede med buske var blevet fjernet, blev ca. 600 m2 bede genetableret med flotte hjemmehørende stauder. Nu summer bedene af humlebier, bier og sommerfugle hele sommeren. Foreningen har flere store græsplæner, og den ene af dem har fået lov til at vokse vildt til glæde for insekter, fugle og pindsvin. Viceværten slår snoede stier i det vilde græs, så det er tydeligt, at det er vildt med vilje.
Derudover har foreningen etableret kvashegn af grene og haveaffald, som fungerer som naturlige habitater og skjulesteder for havens mindste beboere samt opsat to store vandtønder på 1000 liter, der opsamler regnvand. Vandet bruges til at vande blomsterkummer og som drikkevand for foreningens hunde.
Finansiering af de grønne byggeprojekter

De nye tiltag behøver ikke at være en stor udgift i foreningens budget. Der findes nemlig puljer, som foreninger kan søge om, i de fleste kommuner. Bestyrelsen i E/F Hvidovrevang har flere gange søgt midler hos Hvidovre Kommunes Grønne Pulje, og fik i 2025 tildelt økonomisk støtte til to større projekter. Midlerne er blevet brugt til at plante 50 hjemmehørende buske på den vilde græsplæne. De skal give vigtigt ly og føde til områdets småfugle og egern. Derudover fik foreningen tilskud til at etablere grønne sedumtage på fem gamle cykelskure, hvilket dækker et areal på cirka 100 kvadratmeter i alt. Begge dele er blevet etableret i foråret 2026, og beboerne er allerede vilde med det nye, grønne udtryk.
Formand for bestyrelsen, Majken Friborg, har været en af de drivende kræfter bag de grønne initiativer. Hun brænder personligt for at skabe bedre vilkår for det lokale plante og dyreliv:
“Vi har et ansvar for at passe på vores fælles natur, og vi kan gøre en kæmpe forskel på vores egne fællesarealer. For mig har det været afgørende, at vi skaber bedre levevilkår for bier, sommerfugle og andre insekter. De mangler levesteder i de traditionelle boligområder, og her kan vi som ejerforening række en hjælpende hånd ud,” fortæller Majken Friborg.
”Undersøgelser fra Ishøj Kommune viser desuden, ved insekt tælling, at en slået græsplæne næsten intet liv har, hvorimod en vild græsplæne summer af liv. Det er i sig selv bevis nok for, at vi kan gøre en forskel,” fortsætter hun.
Majken understreger samtidig, at de vilde projekter ikke udelukker den nødvendige vedligeholdelse af bygningerne:
“Selvom vi står midt i et vigtigt projekt som facaderenovering, og har flere projekter på vej, behøver det grønne ikke at vente. Det handler om prioritering og om at se mulighederne i de nære omgivelser. Det kræver ikke nødvendigvis en stor formue at gøre en forskel for biodiversiteten. Det kræver bare, at vi tør slippe naturen lidt mere fri.”
Grønt fællesskab på tværs af generationer

Langt de fleste beboere i E/F Hvidovrevang har taget rigtig godt imod den vilde natur og bakket aktivt op om forandringerne. De grønne ambitioner har skabt et godt fællesskab på foreningens fælles arbejdsdage, hvor beboerne mødes på tværs af opgange og generationer. Her bliver der løftet i flok, når der skal bygges kvashegn og anlægges nye, smukke bede med vilde blomsterblandinger, som summer af liv hele sommeren. De fælles arbejdsdage viser, at det grønne fokus også styrker det sociale naboskab i foreningen.
Inspiration til andre foreninger: Gør mere end at slå græsset

E/F Hvidovrevang viser vejen for, hvordan boligforeninger kan løfte det grønne ansvar uden at miste fokus på kerneopgaven med bygningsvedligeholdelse. Hvis din forening ønsker at gå i samme retning, er her fire konkrete råd til at komme i gang:
• Søg kommunale puljer:
Undersøg om din kommune giver tilskud til grønne initiativer. Midler herfra kan, ligesom hos E/F Hvidovrevang, finansiere alt fra hjemmehørende buske til sedumtage på skure.
• Drop den tætklippede plæne:
Udvælg et område, hvor græsset får lov at stå højt. Det reducerer tidsforbruget på græsslåning og giver plads til vilde blomster. Hvis man slår stier igennem det vilde, vises det tydeligt, at det er vildt med vilje.
• Byg kvashegn:
Genanvend ejendommens afklippede grene til at bygge kvashegn i stedet for at køre det på genbrugspladsen. Det sparer transport og skaber perfekte boliger til insekter.
• Inviter til grønne arbejdsdage:
Gør biodiversitet til et fælles projekt. Beboerne vil ofte gerne give en hånd med, når formålet er vilde blomster og hyggeligt samvær.
E/F Hvidovrevang er et stærkt eksempel på, at fremtidens boligforening ikke behøver at vælge mellem mursten og natur. Ved at tænke i helheder, og med den rette administrative og tekniske støtte, bliver der plads til både moderne energiløsninger og et summende insektliv.




